Eventyr

På den lille utilgængelige ø et sted i det vestlige Caribien, sker der altså mærkelige ting. Og sådan har det været i hundrede år. Ja, måske endnu længere. Nogen hævder, at det er revet, der omgiver øen, der er årsagen til alt. Andre mener, at det er øens høje bjerg, der er baggrunden for legenden. Sandheden er nok snarere en kombination. Revets lumske klipper og koraller har været årsag til hundredvis af skibsbrud, hvilket har befolket øen med en broget skare af mennesker fra hele verden. Men uden bjergets beskyttelse, junglens rige forråd af frugt og flodens ferskvand, havde ingen af dem klaret sig særligt længe på den tropiske ø. Endnu i dag hviskes der om hemmelige grotter og skattekamre fra en svunden civilisation langt deroppe bagved forføriske rytmer, herlige strande og luksuriøse strandhoteller. Ifølge legenden er det dog øen selv, der bestemmer hvem, den vil vise sine hemmeligheder til. Men også, at det kræver både mod, eventyrlyst og et åbent sind at tage del i dens visdom…

…Søskendeparret Jill og Jim er netop ankommet til den mystiske ø et sted i det vestlige Caribien. De fandt den ved at følge det gamle kort, de fandt på loftet hos deres lidt mærkelige gamle faster. Ifølge kortet og kryptiske anmærkninger skulle den, som fulgte kortet blive rigeligt belønnet. Men teksten, symbolerne og ledetrådene tydede også på, at man må lære øen og dens indbyggere at kende. Det ville kræve tid, tålmodighed og lidt mod. Der stod også, at ledetrådene fandt man blandt dyrene i junglen, fiskene ude på revet og menneskene i byen. Den eventyrlystne Jill håbede naturligvis på, at det handlede om en gammel sørøverskat fyldt med guld og ædelstene. Jim, som var både yngre og lidt mere praktisk anlagt mente det lød fint, hvis bare der var sjove ting at lege med og noget godt at spise. Desuden var det jo selve eventyret og opdagelsen, der var det vigtigste – det mente de egentlig begge to.

Det første søskendeparret måtte gøre ifølge instruktionerne på kortet var at lære øens indbyggere at kende. Umiddelbart syntes Jim mest om nogle selskabelige papegøjer, mens Jills første bekendtskab var en venlig gammel tante, som drev øens populære restaurant. Tante Elsa fortalte meget om pirater, som spøgte og farlige hajer i vandet. Kort sagt måtte man være meget forsigtig, når man bevægede sig på øen. Det meste lød som gamle historier, men man kunne aldrig være helt sikker. Det var i hvert fald meget spændende at sidde i hendes bibliotek om aftenen og høre hendes fortællinger, mens det tropiske tordenvejr rullede forbi udenfor. Men øens mysterier lokkede stadig. Ikke mindst den snaksalige sømand i baren, som tydeligvis også var skattejæger. Måske vidste han hvilke ledetråde, der fandtes deroppe i bjergene ovenfor den vanskelige klatrevæg. Devil’s Wall.